Støt brysterne - smyk dig med god samvittighed

Når du får beskeden, at DU har kræft.

Jeg skriver dette indlæg fordi jeg skylder  jer en undskyldning for ikke at være aktiv på bloggen i lang tid, men også fordi jeg kan mærke at jo mere jeg får sat ord på oplevelsen jo bedre får jeg det, så der er også lidt healing i det. Og du er naturligvis velkommen til at klikke væk nu for dette har intet med interiør, diys eller en bæredygtiglivsstil at gøre. Det er simpelthen en fortælling om hvordan det opleves at få beskeden ”du er dødeligt syg”,  læs med hvis du har prøvet noget lignende, kender én der har været i samme situation eller hvis du også bare gerne vil læse de ærlige personlige historier.

Me a few hours after the first operation, feeling good and relieved.

Me a few hours after the first operation, feeling good and relieved.

Ta’ den lorte-prøve, det er vigtigt !

For lige knap en måned siden fik jeg den besked, det kom som et lyn fra en klar himmel. Jeg troede bare jeg gjorde min borgerpligt, at svarer på en screening test for tarmkræft. Og havde joket ret meget med den ”lorte-prøve”, så da der kom svar. ”Der er fundet blod i afføringen” og at jeg skulle komme til en kikkert undersøgelse, tænkte jeg stadig at det var da en fejl. Det blod måtte stamme fra en lille rift el.lign. Jeg så det stadig ikke som en mulighed, at jeg havde kræft.

Så jeg tænker, at jeg skal tage til kikkert undersøgelsen og få det afkræftet….for det er helt sikkert en misforståelse. Man skal faste og tage sådan noget afføringsmiddel der smager helt afskyeligt, men jeg er også ret forfængelig og havde det også sådan, at jeg ville være helt sikker på at tarmene var helt tomme, for alt andet ville være for ulækkert. Jeg fastede og lagde lige et møde ind dagen før, så tiden gik lidt hurtigere….det var dog lidt svært at sidde og være ved at dø af sult, og skulle være fokuseret på andet end de snacks, der stod på bordet.

Kikkertundersøgelse uden bedøvelse.

Næste morgen tog min mand og jeg så afsted til kikkertundersøgelsen…. Det var fredag og jeg havde lovet min datter, at hun kunne få et par veninder med i sommerhuset senere på dagen. Og i papirerne stod der, at hvis man fik den beroligende og bedøvende medicin måtte man ikke køre bil i 24 timer. Så jeg tænkte den klarer jeg fint uden bedøvelse…. syntes selv, at jeg har en ret høj smerte tærskel. Min mand undlod at fortælle mig om hans ven der var besvimet af smerte under en kikkertundersøgelse…. mest for ikke at skræmme mig, og fordi han faktisk også godt ved at jeg ikke er pivet. Anyway, lægen gik i gang og man kan ligge og følge med på turen gennem ens tarme på en skærm – vældig fascinerende de første 20 cm måske, så kommer der et sving….. og så tror jeg nok lige at vi blev nødt til at køre noget beroligende og bedøvende medicin ind i mine årer asap. Lægen forklarerede noget om at tarmene kan give sige på den ene led uden problemer, men den anden gør mega herre nas…. så når den kikkert skal rundt om hjørner skal man bide tænderne sammen for ikke at skælde den stakkels læge ud. (han gør jo trods alt bare sit job).

trying to find beauty in the smallest things...

trying to find beauty in the smallest things…

Polypper i hoved og røv.

Allerede 8 – 9 cm. oppe i endetarmen stopper han ved noget han kalder en polyp, og jeg tænker det var lige godt Sørens, for jeg havde lige ugen forinden fået at vide hos mine ørelæge at jeg havde polypper i bihulen…Skulle det nu hedde sig, at jeg har polypper i hoved og røv… Lidt komisk at jeg stadig ikke fatter alvoren…Jeg er simpelthen udstyret med en ukuelig ”happy go lucky” feeling.

Du kan godt forberede dig, hvordan gør man det ?

Han tager et par nip i den og et par foto, og afslutter undersøgelsen. Jeg kommer op at sidde og han vender sig om fra computeren. Kigger på mig og siger ”Jeg har set meget og den polyp ligner kræft, så det kan du godt forberede dig på, nu sender vi de små prøver til patalogerne og får svar om det er kræft, men du skal komme ind og få lavet en MR skanning og en CT skanning. Og så planlægger vi dit forløb udfra dem. Så du bliver indkaldt meget snart.” Jeg kom ned på en form for opvågning, hvor de kom med en sandwich, men jeg var helt tummelumsk. Det er dælme en vild besked. Tankerne for rundt i hovedet, han virkede jo erfaren og ville han sige det var kræft, hvis ikke det er ???

Så bliver der rykket og alt går stærkt.

Da jeg kom hjem kunne jeg se, at jeg allerede havde fået indkaldelse til MR skanning den efterfølgende onsdag og kort tid efter kom der til en CT skanning og endnu en kikkert undersøgelse, dog kun af den nederste del af tarmen. Alle tre undersøgelser skulle foregå om onsdagen. Så jeg røg fra den ene maskine til den anden. og sluttede af med endnu en kikkertundersøgelse. Lægen sagde der at de skulle have min sag med alle skanninger på konference og de ville være 5 læger der i samråd besluttede hvad der ville være den bedste behandling for mig. Men jeg fik hele tiden, at vide at jeg jo var meget ung, og det blev opdaget så tidligt, at det nok ikke ville blive særlig kompliceret. Måske kunne det klares med en operation, hvor man skærer et stykke af tarmen og det lymfevæv omkring ud. Og så trækker man tarmen og blodtilførslen ned og syr sammen igen. Det burde ikke give de store komplikationer. Så jeg tænkte at det lød alt sammen meget godt. Dog vidste jeg godt at det tarm de tager ud skal sendes til patalogerne der dyrker det, for at se om kræften kan have spredt sig. Så fra operationen til du har det endelig svar, går der 14 dage. Først derefter ved du, om du skal have kemo eller stråler eller er så heldig at det ikke har spredt sig, og du kan slippe for yderligere behandlinger. Men da jeg sad hos lægen siger han så, at de skal have konferencen fredag og jeg vil få en tid til samtale hos han tirsdagen efter, så jeg ikke får beskeden over telefon. Jeg skal på weekend tur med hele min familien til Fanø og har glædet mig til at se alle, så jeg havde det egentlig sådan at det var fint, og jeg gerne bare ville prøve at glemme det.

Opringningen !

Men fredag får jeg en opringning, hvor lægen fortæller at de er blevet enige om at jeg skal opereres som vi havde talt om, og det formentlig kunne gøres uden stomi. De havde i øvrigt også fået et afbud onsdag, så i stedet for at komme til samtale den efterfølgende tirsdag, skulle jeg tage en tandbørste med og så ville de indlægge mig tirsdag og gøre mig klar til operation onsdag morgen. Pludselig skulle det hele gå meget hurtigt.

Weekend i familiens tegn.

Vi pakkede bilen og kørte til Fanø og nød weekenden med min familie, og det var simpelthen så fantastisk. Jeg nød hvert sekund. Søndag skulle vi forbi mine svigerforældre og fejre vores ældste datters fødselsdag. Jeg husker det, som jeg sad i en anden verden og slet ikke var til stede. Tankerne hvirvlede rundt i hovedet. Jeg havde bedt min mand om ikke at sige noget, så fokus ikke blev flyttet fra Ella. Og jeg kunne faktisk heller ikke klarer at skulle tale om det.

Angsten tager bo i min krop.

Jo tættere vi kom på operationen jo mere bange blev jeg. Jeg har noget med narkose, jeg syntes det er skræmmende, at det er en maskine der holder én i live. Hvad hvis hende sygeplejersken skal ud efter kaffe eller noget….ja, jeg ved det lyder åndsvagt…men jeg syntes det er ret scary. Og så var jeg naturligvis også meget nervøs for hvad jeg vågnede op til. Ville der sidde en stomi pose på min mave?

Så da jeg mødte ind kl. 8,00 tirsdag morgen var jeg rimmelig uforberedt, og mere som et bævende espeløv…jeg var bange for det hele og havde prøvet at pakke en masse gode sager, så jeg kunne føle mig godt tilpas. Men lige lidt hjalp det. Det bedste var, at jeg havde Tommy (min mand) ved min side hele tiden. De starter med en masse spørgsmål og info om hvis jeg får stomi….pludselig blev det virkeligt at det kunne ske…der blev sat et kryds på min mave, hvor den skulle være, hvis det blev nødvendigt.

Jeg skulle have taget blodprøver og tale med en narkoselæge. Og så skulle jeg igen tage et lavement. Så jeg var klar til næste morgen. Men da der var ret overbelagt på afdelingen måtte jeg gerne tage hjem og tage det derhjemme og komme igen næste morgen kl. 06,00. Med beskeden om, at jeg ellers ville risikere at komme til at ligge ude på gangen om natten, valgte jeg min egen seng. Og i dag kan jeg kun sige, at jeg vil til enhver tid vælge min egen seng fremfor en hospitalsseng… jeg har fået min del.

the tree of life in front of my window.

the tree of life in front of my window.

Ankomst klar til operation.

Vi står tidligt op og derud igen onsdag morgen. Jeg får taget diverse prøver, og bliver klædt i operationstøj. Og inden jeg ved af det er vi på vej igennem kældergangene til operationsstuen. Og da vi kommer ind på operationsstuen, og alle de søde operationssygeplejersker, narkoselæger osv. Kommer og hilser på og præsentere sig går det helt ned for mig jeg hulker som pisket….jeg er ved at dø af skræk….al det der er sket er gået så hurtigt fra jeg fik beskeden til, at jeg ligger på operationsbordet er kun 11 dage. De er alle mega søde og forstående, men jeg kan ikke holde op….jeg er bare bange for det hele og jeg vil bare gerne ”beemes” en måned tilbage, hvor alt var godt….og jeg ikke havde disse bekymringer.

De spørger om jeg kan prøve at tænke på en skønt sted jeg gerne vil være, og det ryger ud af mig ” jeg vil hellere være ALLE andre steder end her” De giver mig masken og jeg tager nogle dybe indåndinger, for jeg vil også bare væk herfra asap.

I am getting ready for the operation with those long white compression socks...

I am getting ready for the operation with those long white compression socks…

Opvågning og begejstringen over den overståede operation.

Operationen tager 3-4 timer, og jeg husker ikke at være blevet vækket på operationsstuen, men at jeg vågner med Tommy ved min side på opvågningen. Jeg bliver ovenud lykkelig, da jeg ser at de har klaret operationen uden stomi…de har kunnet gå ind med kikkert og så har de åbnet mit gamle kejsersnit for at få tarmen ud. Så der var 5 huller men de var ikke store, så det var ingenting.

Jeg kom op på en stue- fik en plads lige ved døren…vi var 3 på stuen. Det er lidt tæt, men jeg var ved godt mod, jeg kom ret hurtigt på benene. Så jeg havde total optur over, hvor let det var gået og hvor godt jeg havde det. Så allerede fredag eftermiddag blev jeg udskrevet. Så jeg kunne ikke få armene ned over hvor heldig jeg var. Nu manglede vi bare resultatet af prøverne om kræften havde spredt sig, men der ville jo gå 14 dage, så jeg væbnede mig med tålmodighed, som jo ellers ikke er en af mine spidskompetenser.

My daughters birthday was the day after the operation, so they came with sushi and flag so we could celebrate her....

My daughters birthday was the day after the operation, so they came with sushi and flag so we could celebrate her….

Hjemme igen!

Jeg havde en helt fantastisk weekend hjemme og mandag morgen vågnede jeg og kunne ligge på siden, det er stort, når man har prøvet at ligge på ryggen længe. Og der var ved at komme gang i tarmene igen. Så alt tegnede rigtig godt. Lige indtil næste nat hvor jeg begyndte at få ondt kl 04,00 jeg prøvede at tage en panodil. Det hjalp ikke så jeg lå og vendte og drejede mig indtil vækkeuret ringede kl. 06,00 Hvor jeg måtte bede Tommy om en panodil mere og en morfin tablet. Han tog min temperatur og den var lidt forhøjet, så vi ringede og spurgte hvad vi skulle gøre. De bad os komme ind, så kom jeg på en akut modtagelse der var så 6 på stuerne, og lyset konstant tændt og folk der snakkede, snorkede eller larmede på anden vis.

Jeg blev skannet for, at se om det var fordi at der var lækage i sammensyningen, men udfra skanningen så det ikke sådan ud. Men jeg blev ved at få det dårligere, og på et tidspunkt sidder jeg med feber rystelser og feber på 40,3. Det bliver besluttet at jeg skal have lagt et stomi, for der må være noget betændelse grundet en lækage i syningen.

Back again...on the elderflower drink and same bedlinen....very 90'ies.

Back again…on the elderflower drink and same bedlinen….very 90’ies.

Anden operation.

Så pludselig præcis en uge efter første operation ryger jeg igen afsted på operationsbordet. Denne gang lidt mere dopet og derfor knap så ked af at skulle i narkose. Men alligevel….det værste var næsten at mens de gør mig klar bliver de ved at spørge om min mand kommer og jeg sms’er ham at han skal komme, men han tror ikke det er så alvorligt, så han tænker ikke bål og brand. Men han når lige at komme ind ad døren inden de kører mig afsted til operation.

Det bliver også en længere operation. Og jeg husker faktisk her at blive vækket på operationsstuen, og kørt ud til opvågningen. Og nu ligger jeg så med den stomi jeg ikke helt havde taget stilling til, da det hele tiden havde været sådan lidt ” det kommer vi nok ikke til at bruge for – du er jo så ung”. Jeg var ellers virkelig begyndt at syntes rigtig godt om de læger med den udtalelse til mig igen og igen…

Jeg ligger rigtig længe på opvågningen, men har heller ikke travlt med at komme derfra, da den 6 mands stue jeg kom fra mindede alt for meget om en banegård, og bestemt ikke et sted for overnattende gæster. Så min frygt var helt klart at det var noget a la den jeg kom tilbage til. Men kl. 23,30 bliver jeg kørte op til en stue, hvor der kun ligger én anden….og jeg tænker det er ren luksus hvis det forbliver sådan. Ikke nok med det jeg får også en plads ved vinduet og kan se ud på det smukkeste birketræ.

Når du ikke kan komme ud af sengen.

Det bliver en nogenlunde rolig nat kun afbrudt at nogle drop med antibiotika jeg skal have. Men derud over er jeg også lænket til sengen med et kateter og et dræn fra maven. Så jeg kan ikke gøre så meget andet end at ligge stille. De vil jo rigtig gerne have én op at gå så hurtigt som muligt… og det var også rigtig fint, men med at de slanger jeg havde tilknyttet min krop, var det ikke muligt uden en ”talerstol”, det er sådan en udvidet rolator….og en sygeplejeske der lige kan sikre at alt er med osv. Men op kom jeg da næste morgen.

the hospital has a garden with sounds from water...here is a bassin with goldfish. All very pretty and healing.

the hospital has a garden with sounds from water…here is a bassin with goldfish. All very pretty and healing.

Ny situation, nu med stomi.

Men det at jeg skulle vænne mig til den nye situation med stomi, tog hårdere på mig psykisk end jeg havde regnet med…  Jeg ved godt, at du tænker ja men det er jo bare midlertidigt…og hov, det har jeg vist ikke skrevet før…men det er bare midlertidigt, og det er rigtig fint. Men det er bare underligt at man prutter i tide og utide, og du kan ikke gøre hverken fra eller til…det sker bare HØJLYDT!….så kommer Fru Hyacint sku’ lidt op i mig og jeg syntes det er meget grænseoverskridende. Så jeg kan godt mærke at mit sociale liv skal jeg lige så stille til at bygge op igen. og finde ud af hvordan jeg tackler.

Healingen går langsommere og tålmodigheden sættes på prøve.

Nå, men dagene går på den nye afdeling og jeg kommer mig ikke så hurtigt som sidst….nu er der lige et par ting der skal læres og det er tydeligt at kroppen er udmattet efter to operationer, så kort tid efter hinanden. Så de bliver ved med at sige at jeg skal spise, men jeg har kvalme og den ellers gode hospitalsmad smager mig ikke. Jeg syntes det hele lugter underligt, alt lugter, jeg lufter ud og lufter ud….godt vi var enige om det på stuen, for jeg begyndte at blive lidt små neurotisk omkring lugte. Der var bestemte patienter jeg ikke kunne være i opholdstuen med…og jeg kunne nærmest ikke spise, hvis jeg vidste de havde været i nærheden af maden….jeg endte med at være der en uge, og det er lige det længste for sådan én som mig åbenbart. Og det skal siges at personalet gør alt for man får det godt, men jeg kunne bare ikke holde gåture ned ad gangen ud, hvor man kunne se ind på denne ene stue efter den anden med folk der gå og havde ondt. Det var simpelthen SÅ deprimerende. Heldigvis begyndte vi de sidste dage at gå en tur udenfor, og første gang begyndte jeg at tude af bare glæde over at mærke den friske luft mod mit ansigt… det lyder helt åndsvagt men det føltes SÅ godt. Og faktisk viste det sig også at der ligger en lyttehave, en social blomsterhave og så er bygningerne bare virkelig fine ude på Bispebjerg Hospital, så er man der i nærheden er det faktisk ret fint der omkring.

Følelserne var stadig helt uden på tøjet og fra at jeg var helt vildt positiv over første operation, blev jeg nu skudt helt tilbage og turde ikke tro på hvad de sagde, så jeg kæmpede med at holde humøret oppe og tro på, at det nok skulle gå, og at jeg kunne være heldig, at det ikke havde spredt sig.

The social flowergarden by the hospital with the dome greenhouse.

The social flowergarden by the hospital with the dome greenhouse.

Beskeden der slår enhver lottogevinst.

Til stuegang mandag morgen kom lægen med beskeden at kræften IKKE havde nået at sprede sig, og jeg skulle hverken have kemo eller stråler som efterbehandling….der brød jeg igen ud i tårer, men denne gang af glæde… jeg havde simpelthen ikke turde tro på det, men nu var resultatet kommet og det var positivt…. Der er virkelig langt mellem den slags beskeder, jeg var helt oppe og køre, kunne slet ikke få armene ned igen. Nu havde jeg bare stomi operationen i vente, når den skal lægges tilbage, men det siger de er en mindre operation, med kun 3 dages indlæggelse. Det klarer jeg let, da han begyndte at tale om risici i dag ved den operation begyndte jeg igen at tude for jeg orker bare ikke mere der går galt…men det siger man jo ikke til lægen.

Anyway, det bliver nok allerede i starten af december jeg skal have den tilbage, og så kan jeg jo næsten bruge julen til at få tarmene på plads igen….det skal nok blive godt. Jeg bliver så god som ny i 2020.

I modgang ser man virkelig, hvor vigtig familien er for én.

Denne sidste måned har været den vildeste rutschetur følelsesmæssigt, jeg har slet ikke kunne kontrollere mine udbrud, jeg har grædt som aldrig før og jeg har virkelig indset hvor vigtig min familie er for mig, hvor stor en støtte de har været. Tommy har siddet ved min side gennem det hele og gør det stadig, han ser mig bryde sammen igen og igen, men hjælper mig på benene igen. Pigerne er kommet enkeltvis og sammen forbi efter skole og i løbet af dagen, hvor de lige har haft en time… det har simpelthen været helt fantastisk… jeg føler mig meget priviligeret at have dem. Og resten af min skønne familie. Pludselig kan jeg slet ikke forestå hvorfor jeg nogen gange kan tvivle på kærligheden, den er her i så høj grad. Så om ikke andet så kan jeg kun sige, at det har sat nogen ting i perspektiv og jeg tvivler ikke på nogen måde på at det har bundet os tættere sammen. Alle sammen.

2020 bliver mit år !

Som jeg siger ”i 2019 har jeg testet Region Hovedstadens sygehuse, i 2020 vil jeg gerne teste badehoteller, spaophold og eksotiske rejsemål.”

Jeg blev akut opereret i maj måned og syntes jeg har taget min del af sygehusindlæggelser, det kan du læse om her. Når-smerten-bider-og-du-mindst-venter-det

in the dome of the social garden you can sit down and knit a patch for at patchwork blancket.

in the dome of the social garden you can sit down and knit a patch for at patchwork blancket.

Følg Peekaboodesign her

Det var dagens "update" herfra, håber det gav dig ny inspiration, viden eller bare et smil på læben....Så er jeg glad !, Husk at du kan følge mig på Facebook, bloglovin', Pinterest, Instagram og LinkedIn...så bliver du løbende opdateret. og hov...jeg har da også lavet en youtube kanal med små DIY videoer... Jeg bliver SÅ glad hvis du følger med på rejsen... Venligste hilsner Lene Nissen / Peekaboo design

6 comments

  • Emilia

    Kære Lene,
    Stærkt at du skriver om sådan en grum oplevelse. Og hvor blev jeg dog glad da din historie havde en happy ending! Masser af tanker til dig fra mig – det kan ske for os alle, og vi tænker allesammen at det ikke sker for os…tak for at du deler! ❤️

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Kære Emilia
      Tusind tak for din kommentar…og tak fordi du læser med…og ja, jeg syntes også jeg er helt utrolig heldig at kræften ikke har spredt sig…så nu skal den stomi bare lægges tilbage…og jeg gruer lidt for denne sidste operation, men det mener lægerne tydeligvis er en mindre operation, så det må jeg stole på. Og gå ind til det med oprejst pande og lige nu arbejder jeg på at få kroppen på toppen igen…så den er klar ;-). endnu engang tak 😘
      Knus Lene

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Anna

    Alle de bedste tanker fra en, der selv har haft stomi og som succesfuldt har fået den lagt tilbage. Jeg ved hvordan det er. Og du er mega sej.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Kære Anna
      Sikke en dejlig besked….det er lige hvad jeg har behov for at høre…at den kan blive lagt tilbage uden problemer….Jeg skal indrømme at jeg er lidt nervøs…men samtidig vil jeg også rigtig gerne tilbage til normale forhold….men jeg fik en forskrækkelse da den første operation ikke helt gik efter planen… Så din besked gør mig lige lidt mere tryg….tak for det ! Stort knus Lene

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Tine Juhl

    Puh, Lene, det er grumme sager. Hvor er det godt, du skriver om det. Er så glad for at vide, at du kun har en enkelt operation igen. Kram til jer alle 4

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Kære Tine
      Ja, det var lidt af en ruske-tur….men jeg er optimistisk og satser på at give den max gas i 2020 på den gode måde ;-)…
      Kram også til jer Lene

      Siden  ·  Svar på kommentar

Leave a comment

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Støt brysterne - smyk dig med god samvittighed