DIY- Stige fyldt med sommer.
Kan du snart heller ikke vente længere? Jeg længes virkelig efter den gode sommerstemning i solen på terrassen. Og jeg syntes faktisk at weekenden bød på en snert af det. Vi var i hvert tilfælde i haven og få 6 trailerlæs blade kørt på genbrugsstationen. Men okay vores have er jo også næsten en skov….så der kommer mange blade, hvert år !….
Læs også flowermehappy-mit-yndlings-hashtag-i-denne-tid
DIY til dine sommerblomster på altan og terrasse.
Sidste år lavede jeg denne DIY til Pelargonium for Europe. Og jeg er vild med de flotte billeder som Bjarni B. Jacobsen tog. Opgaven lød på en ny måde at bruge pelargonie planterne, som indebar en DIY til den urbane terrasse eller altan.
Det blev til denne reol/ stige med hylder. Den har huller til potterne, så står de meget stabilt og den er nem at flytte rundt på. Når det bliver vinter kan den nemt stilles væk og den fylder ikke meget.
Den har plads til din te og læsestof. Alt du skal bruge er en halv time med en stiksav, en gammel wienerstige og lidt træ, så er du godt i gang.
Vil du gerne igang med at indrette terrassen, men mangler et bord kan du her læse hvordan du fikser det problem.
Materialer:
- En wienerstige (gammel eller ny er underordnet, du får et mere råt look med en gammel stige og et mere enkelt og minimalistisk med en ny).
- Nogle 16 mm tykke krydsfiner plader, der passer i målene til de trin hvor du ønsker hylder på.
- Potter med en kant foroven.
- Pelagonier eller andre smukke sommerblomster
- sandpapir
Værktøj:
- en stiksav
- en slibeklods eller en slibemaskine
- en boremaskine
- en blyant
- en passer
Sådan gør du:
- start med at beslutte hvilke trin på stigen, der skal have hylder. Mål herefter bredden mellem vangerne, og længden mellem modstående trin. Læg herefter 20 cm på i hver side, på den måde vil du få hylder, der kan gå 20 cm. ud i hver side. Gå herefter på trælasten og få fat i pladerne, hvis du vil gøre det let for digselv, får du dem skåret i målene i byggemarkedet.
- Nu skal du beslutte dig for, hvor du ønsker dine potter skal være. Det er en god idé, at fordele dem på begge sider for at få symmetri og vægten ligeligt fordelt. Og så skal du huske, at du har trinnet 20 cm. fra yderkanterne. Så du skal forbi dette punkt. Hvis du har købt helt klassiske terracotta potter, som disse skal du måle hullets diameter, og trække 1 cm. fra. Så har du målet på diameteren på det hul, du skal lave.
- Start med at tegne denne cirkel med en passer, og har du ikke sådan én kan du sætte en nål, hvor midten af hullet skal være. Herefter sætter du en snor på nålen, og holder din blyant fast til snoren, hvor den har den rette radius. (altså halvdelen af diameteren) Tegn nu cirklen på bagsiden af pladen.
Skal du have noget at fylde i potterne kan du blive inspireret HER.
- Bor to huller i forlængelse af hinanden, så din savklinge på stiksaven kan komme igennem.
- Og sav herefter efter din streg en cirkel ud. Husk at bore og save fra bagsiden for at få den pæneste kant på forsiden af hylden.
- Check målet passer til potten og puds nu kanterne efter enten med slibeklods og sandpapir eller din slibemaskine.
- Sav så mange huller du har lyst til og plant pelargonierne i potter. Nu har du en skøn personlig plantereol.
Så er du klar til den gode sommerstemning på din terrasse. Det er en super nem og billig DIY, og stylet med dine egne personlige ting kan den hurtigt blive en yndlingsplads i solen sommeren igennem. Og kan du ikke vente kan den jo også fungere som rumdeler indenfor. Har du en større rooftop terrasse, der med fordel kunne deles op i flere hyggekroge, så forskellige beboere kan få lidt privatliv, er den også en perfekt løsning.
Armen Lene hvor er det fint 🙂