Når smerten bider og du mindst venter det

Jeg blev nedlagt i bogstavligste forstand i sidste uge…og det var desværre ikke af min ellers skønne mand, men af SMERTE og jeg mener smerte man ikke tror findes. Jeg har født to piger og begge fødsler har været temmelig komplicerede, men der kom noget smukt og skønt ud af anstrengelserne, så det er (næsten) glemt. Smerterne i sidste uge kom uden nogen formål…og jeg anede ikke hvad der foregik.

Jeg har vendt det flere gange, om jeg skulle skrive dette indlæg, for jeg ved jo godt det er ret meget uden for kategori af hvad jeg ellers skriver om…men jeg sad selv og googlede og googlede i et væk for at finde svar på hvad det kunne være jeg fejlede. Så måske der er én anden, der står i samme situation og har behov for at læse, at det er sket før og der er en løsning…du får det godt igen. Så jeg fortæller min oplevelse, og egentlig vil jeg også gerne skrive den gode historie om vores sygehusvæsen, som jeg faktisk har haft et meget anstrengt forhold til efter min sidste fødsel, som endte som en ”utilsigtet hændelse” (det er vist hospitalssprog for en hændelse, der ikke må gentage sig og de skal lære af).

Det startede med sidestik.

Eller gjorde det? jeg var faktisk ved egen læge for lidt over 2 måneder siden til et rutinecheck for livmoderhalskræft. Da lægen skulle tage celleskrabet, beklagede jeg mig over at det gjorde ondt (og jeg er ikke pylret normalt.) det slog lægen hen med at min livmoder lå langt bagud og det måske var derfor. Det skal siges, at jeg havde fået ny læge, så jeg syntes situationen i forvejen var lidt akavet. Så jeg antog at det var nok rigtigt, men i dag kan jeg kun sige til alle….”DET SKAL IKKE GØRE ONDT” og hvis det gør, så bør lægen sende dig til en skanning, så det kan blive opklaret hvad der er årsagen. Men jeg er sikkert, som de fleste, og antager at lægen ved bedst, og at når hun siger alt er godt, så er det sådan det er…. Og det var egentlig bare det svar jeg gerne ville have.

De første tegn.

Jeg havde en aftale sidste lørdag i Dyrehaven. Det havde jeg glædet mig til, og aftalt med Flora min datter, at hun kunne komme med. Da vi skulle afsted mærkede jeg godt nok nogle trælse jag i siden, som kraftige sidestik. Men det slog jeg hen…og tænkte jeg måtte have lavet en eller anden forkert bevægelse. Og efter en halv times kørsel og en lille gåtur til Peter Lieps hus havde det fortaget sig, og jeg følte mig ok. Om søndagen beklagede jeg mig også lidt…til min kæreste. Han sagde” du talte om, at det føltes lidt som kraftige menstruationssmerter med strålen fra lænden”, men det har jeg lykkeligt glemt alt om…da vi kommer til onsdag.

Oppustet og maveøvelser.

Mandag morgen tænker jeg ”Nu går den sku’ ikke længere”, jeg følte at jeg havde taget på…og det har sat sig lige på maven, som en mindre graviditets mave. Så jeg havde en app med maveøvelser, som jeg tænkte skulle i gang – igen….ja…ja…jeg havde været der før, men kun nået til dag 4, og der går vist 28 dage inden du får den der flade mave…og det skal nok være sammenhængende, men visse vasse…hellere komme i gang end lade stå til, så jeg laver øvelserne og pudser glorien. Indtil der igen kommer de der smerter i siderne, som kraftige sidestik… men jeg tænker, at så har jeg nok rigtig taget godt fat, og det bare er ømme muskler. Så jeg bider lidt stolt smerten i mig og ser for mig en flot flad mave til sommer i bikini (jo…jo… man har vel lov at drømme ;-)) Samme procedure tirsdag… Men onsdag bryder helvede løs.

Smertehelvede er vist mest beskrivende.

Står op som jeg plejer, men syntes godt nok, at jeg er lige lovlig øm til at lave de maveøvelser…bliver lidt irriteret på migselv, for jeg tænker også ”virkelig dårlig undskyldning for at springe træning over” men jeg kan ikke. Jeg begynder også at få lidt kvalme, mens jeg går foroverbøjet rundt og prøver at udføre de faste rutiner. Det er 1 maj, så Flora er hjemme….hvilket så var heldigt nok. Hun kigger lidt bekymret og spørger flere gange om hun skal ringe til far, men det siger jeg hun ikke skal. Der er ingen grund til at forstyrre ham på job. På et tidspunkt ligger jeg og vrider mig i sengen og kan ikke finde ro nogen steder, der er bare smerte lige gyldigt om jeg ligger på den ene eller anden måde…Flora ringer alligevel til min mand og han kommer hjem indenfor 10 minutter. På det tidspunkt er kvalmen taget til og jeg har hentet en spand. Og jeg har ringet til min egen læge, som først har tid kl. 15 da det er deres sene dag. Så jeg får en tid kl. 15. Men på nuværende tidspunkt er klokken nok kun 9,00 – 9,30 og min mand vurdere, at det kan ikke lade sig gøre, at jeg skal vente med at blive tilset til kl. 15, så han ringer til akutlægen, hvor jeg også får lægen i røret. De sender en akut ambulance med det samme… det føles som en evighed inden de kommer, men der går nok kun 30-40 minutter. På den tid når jeg at ligge og vride mig af smerter som aldrig før, jeg kaster alt jeg har i kroppen op, og på mirakuløs vis fortager smerterne igen. Da akutlægerne kommer ligger jeg helt stille og er faldet til ro. Jeg tør nærmest ikke røre mig af skræk for at smerterne kommer igen…

Når morfin bliver helt okay.

Så er det at man føler sig helt dum, men heldigvis var de meget forstående, og gav udtryk for, at det nok var nyresten. Derfor var helt naturligt at smerterne kom i jag og så fortrak igen. Så de vurderede at det ville være en god idé, at få det undersøgt. I ambulancen får jeg lidt morfin til at tage de værste smerter. Hvorefter de kørte mig til Bispebjergs akutmodtagelse. Her lå jeg så dopet på morfin, sammen med diverse 1. maj branderter og ventede på at blive skannet. Jeg tager virkelig hatten af for det søde personale derude (der var rimelig mange dumme kommentarer fra folk med en promille over 2), de gør det godt. De holdt mig smertedækket og jeg blev CT skannet. Efter lidt tid kommer der en læge og han forklarer at det ligner, at der er en slags ”knude” på 8 x 9 cm. som nok sidder og generer på min livmoder. Men han vil gerne have endnu en læge til at kigge på det. Han kommer retur med den melding, at det nok er den ”knude” der driller, så den skal fjernes og måske også livmoderen, men at det er på Rigshospitalet det skal foregå, da de har ekspertisen der. Så vi bliver sendt hjem med en melding om, at hvis der kommer flere smerter skal vi kontakte Rigshospitalets gynækologiske akutmodtagelse, også hvis der kommer feber. Men ellers sender de skanningen til dem og de skal kontakte mig dagen efter, altså torsdag. Lægen siger også, at hvis de ikke har ringet til mig klokken 12 syntes han, at jeg selv skal ringe derover og høre deres vurdering af den knude. Det skal lige siges at lægen på Bispebjerg prøvede, at forsikre mig om, at det ikke var en ondartet knude, så jeg skulle ikke være nervøs… Vi har haft og har kræft ret tæt inde på livet i min familie, så det preller desværre helt af på mig….jeg ved godt at det er svært for ham at sige med sikkerhed…så ja, det var da sødt af ham at prøve at berolige mig, men det virkede desværre ikke, dog vidste jeg også at jeg skulle hjem til mine piger og det ville jeg bare nyde…

Derfor må du aldrig sige “kræft-æde-mig”.

Du kan her læse om min tapre mor, hun har desværre igen for 2,5  år siden fået konstateret kræft 35 år efter sidste udbrud….men det var så hårdt et slag, at jeg ikke har skrevet om det her. Men hun kæmper og har gennem 2 år fået kemo, idag kører de en anden kur, og det lader til at det er gået i bero. Det er en lang historie, og som jeg skriver dette sidder hun på Mallorca og nyder solen, for hun er stadig det livsglade menneske hun altid har været, og hun vælger hver dag at få det bedste ud af den. På trods af de bump, der må være på vejen.

Den vigtige støtte.

Så vi gik hjem, min mand og jeg…lidt tavse – men jeg havde også bare brug for at gå og lade tankerne og indtrykkene flyde. Vi skulle også lige være enige om hvordan vi fik sagt det til pigerne. De er så store, at de forstår alt, men alligevel skulle de jo heller ikke bekymre sig unødigt. Vores ældste havde sidste skoledag den kommende fredag, så hun havde heldigvis tankerne andre steder, og jeg var også fast besluttet på, at det ikke måtte ødelægge hendes dag. Så vi blev enige om, at sige det som det var, at denne knude var blevet fundet, at den ikke var ondartet og at den nu skulle fjernes. Men jeg var selv lidt for påvirket at situationen, så det blev min mand der fortalte dem det. De tog det rigtig pænt og vi bestiller pizzaer og hyggede os. Alt var godt.

Læs også hvordan de to piger prøvede at redde en lille killing opraab-tag-ansvar-for-dine-dyr

Torsdag- hvad fanden er det for en knude?

Jeg havde selv svært ved at slippe tanken om, at der inde i mig skulle være vokset en knude så STOR…8 x 9 cm. det er større end en tennisbold, og den skulle så ligge dernede i min mave…og hvor længe havde den gjort det ? Alle spørgsmålene meldte sig….jeg googlede og googlede – symptomer på nyresten, smerter i maven, cyster på livmoderen osv. Det ene ledte til det andet….og til sidst blev jeg bare sådan ”Den skal bare ud, og det kan kun gå for langsomt” Jeg mindes ikke at have inviteret den indenfor….afsted med den. Jeg blev vred og bange og følte mig magtesløs….havde jeg selv kunne flå den ud, var jeg nok næsten villig til det på dette tidspunkt.

Han var aldrig længere end 10 min. væk.

Min mand tager på arbejde, men det sidste han siger er ” jeg er ikke længere end 10 minutter væk, og den mindste smerte så ringer du altså” på hans egen meget bestemte måde. Jeg aflyser alle aftaler den dag på mail. Jeg prøver klokken 10 at ringe til gynækologisk afdeling på Riget for at høre om de har fået min skanning, og om der er nogen svar. Der får jeg et lidt nedslående svar om, at de endnu ikke har set på den. Jeg spørger så hvornår jeg kan forvente, at de vil opererer mig, til det får jeg et svar om at det tidligst bliver næste uge, for der er 10 – 12 før mig. Og jeg bliver simpelthen så paf, at jeg ikke ved hvad jeg skal sige. Jeg kunne jo ikke gå rundt i flere dage med frygten om at smerten pludselig kunne komme igen. Men igen føler jeg mig totalt drænet for energi og ved ærlig talt ikke om det er sådan det er, jeg har jo ikke været på syghuset før (andet end da jeg skulle føde). Mine smerter tager til igen…og jeg ringer til min mand der kommer hjem og ringer derop med det samme, da han siger ” Lene, du er jo helt grå i hovedet, og du vrider dig igen, sådan skal du ikke have det”.

Heldigvis aftaler han med dem på gynækologisk afdeling, at vi bare skal komme med det samme. Jeg bliver ret hurtigt tilset af en læge. Hun vil gerne lave en gynækologisk undersøgelse…det kan slet ikke lade sig gøre…jeg er så øm, at hun slet ikke kan komme til at skanne mig. Faktisk tror jeg aldrig at jeg har oplevet noget mere smertefuldt. De kigger bekymret på mig og konstaterer at det bliver umuligt at skanne mig. De beslutter derfor at indlægge mig og smertedække mig, så de kan få foretaget en undersøgelse dagen efter -om fredagen.

Vinduesplads – en plads i solen.

Jeg får en stue for migselv og en vinduesplads med sol lige ind på min seng….det var så dejligt. Personalet sørgede for, at jeg kom på plads og blev smertedækket. Jeg må bare sige, at de var ovenud søde allesammen. Både de læger der med det samme kunne se, at hvis de rørte mere ved mig ville det være ren tortur. Og de sødeste sygeplejesker der kom med alt fra rød saft til de fancy hvide balletstrømper (en over-knee hvid støttestrømpe, der mindsker risikoen for blodprop i benene, når man ligger for meget ned)…portører og rengøringspersonale var alle søde. Og så var der bare SÅ stille, det var lige før jeg begyndte at viske. Natten forløber med flere smerter og opkast, og de gør alt de kan for at hjælpe, men jeg er på allerhøjeste dosis morfin, så det bliver klud på panden og varmepude på maven…

Den afgørende undersøgelse.

Fredag formiddag kommer lægen og skal forsøge, at få foretaget den gynækologiske undersøgelse, så de kan få fastlagt, hvad der er årsagen til alle de smerter jeg har været igennem. Jeg er nu fuldstændig smertedækket på morfin, så det burde kunne lade sig gøre at få et kig ”so to speake”. Men det kan det ikke, så snart de stikker den skanner ind, sidder jeg oppe under loftet af smerter. Så de vurderer, at de bliver nødt til at lave en kikkert operation for at kunne komme ind og se hvad der er derinde….I mit hoved taler vi på daværende tidspunkt en form for alien….jeg fattede ikke hvordan det kunne gøre så ondt, slet ikke når jeg var bedøvet med morfin. Men de måtte gøre hvad som helst bare de ville fjerne smerten ”for good”.

Men fordi jeg om formiddagen alligevel var blevet tilbudt morgenmad havde jeg spist lidt, men kun 2 skefulde yoghurt, og drukket 1 kop te. Så det blev lidt tvivlsomt om jeg skulle opereres nu eller hvornår. Inde på stuen fik jeg besked på ikke at spise mere, og så ville videre info komme.

Operationen.

Ved 11 – 11,30 tiden giver de mig mere beroligende, og jeg bliver gjort klar til operation. Lidt efter kommer der en portør og kører mig ned til operation. Jeg husker naturligvis ikke selv ret meget om den dag. Men min mand var der heldigvis og holdt styr på det han kunne. Vi får at vide, at de som sagt ikke kan sige hvad jeg vågner op til. For de ved ikke om de skal fjerne en livmor, en blindtarm eller en cyste. Og operationen kommer til at tage mellem en halv til to timer alt efter hvad de møder. Så min mand får besked på, at de vil ringe og give besked, når de kører mig over på opvågningen, så han kan møde mig der igen.

Skrækhistorier på gangen.

Jeg kommer ind på operationsstuen….nej, lige inden ligger jeg ude på gangen, der ligger en anden og venter på at blive opereret. En narkose læge går hen og taler med hende…jeg hører ham sige ” jeg syntes du smiler lidt nervøst?” hvortil hun svarer ”Ja, men det er fordi jeg har en ven, der døde under narkose, men blev genoplivet”….okay, tænkte jeg, den måtte du gerne have holdt for digselv….nå, men stakkels pige hun havde ikke hendes mand eller kæreste at holde i hånden….så jeg tænker, at det må have været en vild frygt at gå ind til en operation med. Anyway, jeg kommer ind og får masken over næse og mund og trækker vejret dybt 3 gange og så er jeg væk….jeg når ikke engang at hilse på lægen. Hvilket jeg senere syntes er lidt mærkeligt, det har været ret vigtigt for mig, at kende alles navne både sygeplejersker og læger. På en eller anden måde syntes jeg det er mest trygt. Og jeg kan godt lide at vide hvad det er for nogen mennesker der er omkring mig. Nå, men jeg har senere fået at vide, at det var Sofie der opererede mig, og indtil videre kan jeg kun sige at hun gjorde det godt!.

3 timer på operationsbordet.

Da de åbnede kunne de se, at højre æggeleder og æggestok havde snoet sig omkring sigselv 5 gange, det gør naller skulle jeg lige hilse og sige. Men det gør også at blodtilførslen bliver forhindret, og så dør den jo nærmest (det var ikke de ord lægerne brugte, men at den var meget misfarvet.) Og så var der en masse blod, der ikke skulle være der. Så der blev lagt et snit a la et kejsersnit, så de kunne få alt det ud. Så en æggestok og æggeleder og 800 ml. blod lettere kunne de lukke mig igen efter 3 timer. Så jeg vågnede op til en opspilet mave med ikke 3 små huller, men 3 små huller og et langt ar lige 1 cm. fra mit kejsersnitsar… så jeg tænker, at denne gang skal jeg være over de ar med masser af olie, så de bliver så lidt synlige som muligt.

Jeg kunne fredag vågne op af narkosen med min mand der sad og holdt min hånd. Og jeg følte mig som et helt nyt menneske. Og jo, det var lidt svært at sætte sig op…men så er det godt de har elevationssenge på hospitalet…. dem blev jeg til sidst ret gode venner med…. men hold nu op i starten kørte benene op og så ryggen og så begge dele….hold nu op vi grinede, det var ren Mister Bean. Men jeg havde det fantastisk, al den smerte som havde hægtet sig fast i min krop var væk. Jeg kunne trække vejret helt ned i maven igen. Og havde faktisk ingen mén af narkosen. Jeg følte og føler mig stadig ret oppustet, men det skulle være ok siger lægen. Da man under en sådan operation faktisk puster maven op, så lægerne lettere kan komme til alle organer. Det vidste jeg ikke, men den luft tager lidt tid om at forsvinde igen. Så hvis du møder mig en af dagene så er det bare derfor ;-). Jeg kiggede idag ned ad migselv og tænkte, der går lidt Stewart (fra Jul på Vesterbro i den) i mit look. Jeg har nemlig stribet t-shirt, en lille topmave og under topmaven et par joggingbukser ( for jeg vil helst undå noget der strammer på sårerne. Kønt er det sku’ ikke, så jeg undlader lige et “Så glad er jeg nu” billede…;-)

Jeg blev på hospitalet til lørdag, hvor de sendte mig på orlov. Så jeg kunne tage hjem til familien og nyde deres selskab og de vante rammer til mandag morgen kl. 9, hvor de gerne vil have de sidste blodprøver, fordi mine infektionstal var for høje, så de skulle lige sikre sig at de var nede før de udskrev mig.

Status i dag.

Så jeg var igår ovre på Riget og blive udskrevet. Der fik jeg målt blodtryk, og lavet blodprøver, og alt så godt ud, så selvom lægen manglede den sidste blodprøve turde hun godt udskrive mig.

Jeg har minimale smerter, som kan tages ved hjælp af håndkøbsmedicin til jeg er helet. Jeg skal selvfølgelig som efter enhver anden operation tage den med ro, og lade være med at løfte. Jeg skal nok ikke gå i fitness, men det ville så også være første gang i meget lang tid.

Jeg spurgte lægen hvad der var blevet taget ud, for jeg forstod faktisk ikke at de havde fjernet den “knude”. Der kiggede hun lidt spørgende på mig og gik ud og læste papirerne igennem igen (det var ikke hende der havde opereret). Da hun kom tilbage kunne hun forklare, at det var æggeleder og æggestok i højre side plus 800 ml. blod der var fjernet. Det hun mente kunne være sagen, var at de sammensnoede æggestok og leder kunne have været det der på første skanning havde lignet en stor knude. Så formentelig har der slet ikke været nogen knude. Jeg er stadig ikke 100 % sikker, men jeg har det ihverttilfælde godt, og kan jo gå ind på sundhed.dk og læse min journal, også god fakta sygeplejersken sagde til mig, inden jeg gik.

Den kommende tid.

Gad vide om ikke jeg får skrevet en del artikler de kommende uger ;-).

Og så tror jeg det bliver noget med at vise lidt mere ydmyghed, taknemmelighed og bare tænke mere over hvad jeg bruger min tid på fremadrettet. For når først man har mærket, at man ikke er udødelig, så bliver det vigtigt at få mest muligt ud af dagene der kommer… jeg vil prøve ikke, at gå for meget op i småting, og få gjort de ting, der betyder noget i stedet for at udskyde til imorgen.

Tænker du nogensinde “hvad hvis jeg kun havde kort tid tilbage,  hvad ville jeg så bruge min tid på?”

Det var dagens "update" herfra, håber det gav dig ny inspiration, viden eller bare et smil på læben....Så er jeg glad !, Husk at du kan følge mig på Facebook, bloglovin', Pinterest, Instagram og LinkedIn...så bliver du løbende opdateret. og hov...jeg har da også lavet en youtube kanal med små DIY videoer... Jeg bliver SÅ glad hvis du følger med på rejsen... Venligste hilsner Lene Nissen / Peekaboo design